-Vinterferien er desværre en tid, hvor indbrudstyvene er meget aktive. Men sammen og hver for sig kan du og dine naboer i høj grad hjælpe hinanden med, at det ikke bliver Jer, der får indbrud i vinterferien, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands politi, der om nogen ved hvor aktive tyve kan være, når vi andre ferierer.
Hjælp dig selv og din naboDer er god grund til at holde et vågent øje henover hækken eller plankeværket, hvis du ønsker at komme indbrudstyvene til livs. En Svensk undersøgelse viser, at 19 ud af 20 indbrudstyve springer simpelthen huset over, når tyven kan se, at der er Nabohjælp. Herhjemme viser forskningen, at nabohjælp forebygger indbrudskriminalitet og nedsætter antallet af indbrud med 16-26 %.
Nabohjælp gør beboerne tryggere og er samtidig en god måde at lære hinanden bedre at kende på – og så er det nemt. Det kræver ikke mere, end at naboer i et område går sammen om at holde øje med hinandens huse og med hvem, der færdes i området. Kriminaliteten daler, uanset om Nabohjælp etableres som et lille isoleret program eller som en del af et større kriminalpræventivt tiltag. Når man i et kvarter har etableret Nabohjælp, kan man få klistermærker til vinduer og døre hos politiet. Nabohjælp skal dog være andet end et klistermærke i vinduet, for jo bedre det er organiseret, jo større er effekten.
Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne have alle, der tager på vinterferie, men også alle, der bliver hjemme, til at gøre en indsats for at undgå indbrud i vinterferien. Ser du noget mistænkeligt, så kontakt politiet døgnet rundt på telefon 1-1-4. I hastende tilfælde 1-1-2.
Tænk som en tyvMange indbrud begås i dagtimerne, hvor beboerne ikke er hjemme og i ferierne, hvor mange er væk flere dage i træk. Det handler altså om at få et tomt hus til at se beboet ud. Tænk som tyven inden du tager hjemmefra. Hvordan ville du selv bryde ind i dit hus. Hvor er de svage punkter? Det gælder om at gøre tyvens arbejde så besværligt som muligt og sørge for, at der hverken er tid eller ro til at gennemføre indbruddet.
Sådan sikrer du dit hus
* Se på dit hjem med tyvens øjne – hvor let vil det være at komme ind? Tænk på hvad tyven kan se gennem dine vinduer. Sæt værdifulde ting, så de ikke er synlige udefra.
* Fysiske hindringer gør at tyven bruger længere tid, laver mere støj og gør naboerne opmærksomme på, at der er ubudne gæster. Det gælder om at have et hus som kan tåle et indbrudsforsøg med en skruetrækker eller et lille koben.
* Tænd lys i dit hus om aftenen i et par værelser. Dit hus skal sende de samme signaler, som når du er hjemme. Brug automatiske tænd/sluk-ure, når du er bortrejst. Lad eventuelt en radio være tændt. Lad ikke belysningen udendørs være tændt alene.
* Giv naboen besked, når du er væk – også selv om du blot er i teatret en aften.
* Sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud. Har du en stige udenfor, så lås den fast.
* Lad være med at fortælle på telefonsvareren, at du er bortrejst.
* Hus og have skal give indtryk af at være i brug. Der skal ikke være ferieopryddet – uorden hører til dagens orden.
Hjælp din nabo i vinterferienSnak med dine naboer om Nabohjælp. Er du medlem af en grundejerforening – eller beboerforening, så tag det op på næste møde, eller arrangere selv et med titlen 'NABOHJÆLP'. Du kan også samle dine naboer på vejen eller i opgangen og præsentere dem for ideen.
I naboens vinterferie kan du* Rydde sne - hvis der er noget.
* Gå rundt i sneen ved huset, så der ser ud til, at der er nogen hjemme.
* Hænge dit vasketøj op på naboens tørresnor.
* Parkere din bil foran naboens hus eller i hans garage, når han er væk.
* Fylde noget affald i naboens affaldsspand.
* Tømme postkassen.
Reklamér heller ikke med ferien på f.eks. Facebook. For vinterferien er først rigtig god, når du er hjemme igen i din bolig, der står, som da du forlod den, og computeren stadig er på sin plads – og ikke er blevet stjålet. Så kan du fortælle den digitale omgangskreds om alle de gode ferie-oplevelser.
Hvis der har været indbrudKontakt politiet på 1-1-4. Hvis tyven stadig er i huset, så ring 1-1-2 til alarmcentralen.
Vent med at rydde op, til politiet har været der, og rør ikke ved ting, som tyven kan have rørt ved. Så kan politiet muligvis finde fingeraftryk, DNA eller andre spor.
Find flere gode råd omkring hvordan du kan sikre din bolig på
www.stopindbrud.dk,
www.dkr.dk eller under rubrikken ' Kom tyven i forkøbet' på
www.politi.dk under Syd- og Sønderjyllands Politi.
Publiceret: 07. Februar 2012 15:20