Så er det igen tid til at tænke på årets bjergmarathon. Tilmeldingen åbner onsdag. Arkivfoto
Så er det igen tid til at tænke på årets bjergmarathon. Tilmeldingen åbner onsdag. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Så kan bjergene også indtages i gå-tempo

Aabenraa Bjergmarathon åbner nu for tilmeldingen til årets løb

Så er der snart dømt smil, sved og mælkesyre, når Aabenraa Bjergmarathon igen løbes i gang. Det sker i år den 17. juni, og allerede nu kan du sikre dig en billet til at være med på "bjergvandringen".

Det er kombinationen af feststemning, naturoplevelser og udfordrende bakker i Aabenraas kuperede landskab, der hvert år trækker motionister, halv- og helmarathonløbere, børnefamilier og kolleger til fra nær og fjern.

"Vi går efter at skabe en sand løbefest for alle involverede. Både for løberne, tilskuerne og alle de frivillige," siger formand for Aabenraa Bjergmarathon, Per Hussmann i en pressemeddelelse.

Det er blandt andet blevet en tradition, at flere af områdets store virksomheder opretter hotspots ude på ruterne med livemusik, maskotter og intens hepning, ligesom væskedepoterne har forskellige festlige temaer.

Gårute er årets nyhed

Aabenraa Bjergmarathon løber i år af stablen lørdag den 17. juni med både en hel- og en halvmarathonrute, en halvmarathon stafet for makkerpar, en 10 km rute, en 5 km rute og to børneløb på henholdsvis 1500 og 450 meter. Som noget nyt kan man også tilmelde sig 5 km walk.

Dermed understreges det endnu en gang, at Aabenraa Bjergmarathon er en event for alle - både seriøse løbere, hyggeløbere og familier.

Man kan tilmelde sig fra den 15. februar på Aabenraa Bjergmarathons hjemmeside.

Evalueringsrapporten fra sidste år viser, at Aabenraa Bjergmarathon har rigtig mange glade og loyale deltagere, der kommer igen år efter år.

"Så vores opgave består både i give de trofaste deltagere en fantastisk oplevelse, så de bliver ved med at anbefale Aabenraa Bjergmarathon, men samtidig har vi også et stærkt ønske om at udbrede kendskabet til løbet og tiltrække deltagere fra et større opland," siger Per Hussmann.

Idrætsforeningen AaiG arrangerer igen i år gratis fortræning med start fra mandag den 27. marts fra Aabenraa Stadion. kl. 18.30.

Det tilbud har Finn Jacobsen benyttet sig af de sidste to år:

"Jeg startede fra et niveau som absolut passiv, ude af form og uden nogen ambitioner overhovedet. Men det var sjovt, for der er mulighed at deltage i fortræningen på alle niveauer," fortæller Finn Jacobsen, der også havde lidt for mange kilo på sidebenene.

Det er dog slut nu. På bare to år har Finn Jacobsen smidt 20 kilo og er blevet så bidt af løbesporten, at han og hustruen nu bruger mange weekender på løbestævner og motionsløb. Et par halvmarathonløb er det også blevet til de seneste to sæsoner.

"Det er velværen, der driver mig. Men også dét at få andre til at se det sjove i at løbe, siger Finn Jacobsen, der både deltager i fortræning og Aabenraa Bjergmarathon igen i år".

Fakta

Aabenraa Bjergmarathon har fundet sted i Aabenraa siden år 2000. Deltagerantallet ligger mellem 3000 og 3500 løbere.

Løbet har fået sit navn, fordi man løber gennem Aabenraas kuperede og flotte natur, der byder på skove, kyster, bymiljø og naturligvis stejle bakker.

Blandt andet skal Aabenraas svar på Alpe d'Huez – Hjarupvej forceres. Den har en stigning på op til 13 procent og en højdemeterforskel på 45 meter.

Publiceret: 17. Februar 2017 07:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aabenraa

Annonce
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere