Region Syddanmark har netop lagt sidste hånd på budgettet for Ambulance Syd. (Arkivfoto)
Region Syddanmark har netop lagt sidste hånd på budgettet for Ambulance Syd. (Arkivfoto)
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ambulancer til samme pris

Ifølge Region Syddanmark kommer Ambulance Syd til at køre til samme pris som BIOS

Af Svend Mikael Larsen

Region Syddanmark har netop lagt sidste hånd på budgettet for Ambulance Syd, og alt tyder på, at regionens ambulanceselskab kan drive ambulancerne til samme pris som BIOS Ambulance Services. Driften af ambulancerne i Region Syddanmark er således ikke blevet dyrere af, at Region Syddanmark selv har taget over, efter at BIOS i sommers blev erklæret konkurs, og regionsrådet besluttede at hjemtage ambulancedriften.

På niveau med BIOS

I budgettet for Ambulance Syd har regionen kigget på de forventede udgifter over den tiårige periode, som kontrakten med BIOS ville have løbet. Her fremgår det, at regionen i normale driftsår forventer at drive ambulancerne for 400 millioner om året, hvilket kun er én million kroner mere, end kontrakten med BIOS lød på. Det er samtidig cirka 84 mio. kroner årligt under det beløb, som Falck A/S bød for at køre ambulancer i det samme område i forbindelse med udbuddet i 2014.

Ekstraordinære udgifter

I forbindelse med BIOS' misligholdelse af kontrakten og den efterfølgende konkurs har regionen afholdt en række udgifter, bl.a. til advokatbistand, køb af konkursbo og en ét-årig fastholdelsesbonus til medarbejderne. Alligevel er den regionale løsning set over den 10-årige kontraktperiode stadigvæk markant billigere end alternativet, som Falck A/S bød ind med i 2014, lyder det fra Region Syddanmark.

Over en ti-årig periode forventer Region Syddanmark, at BIOS' drift, de ekstraordinære omkostninger ved konkursen og Ambulance Syds efterfølgende drift vil beløbe sig til i alt 3.971 millioner kroner. Hvis BIOS havde kørt perioden ud uden problemer, ville prisen på 3.928 mio. have været 44 mio. kroner lavere. Falcks bud lød på 4.768 mio. kroner.

Uafklarede sager

Der er dog fortsat sager, der er uafklarede. Regionen har modtaget en udbetaling på 55 mio. kroner fra garantistilleren Rabobank, men mellemværendet er fortsat ikke endeligt afklaret.

Dertil kommer, at de tidligere medarbejdere i BIOS har anmeldt en række gamle lønkrav til regionen, som Lønmodtagernes Garantifond (LG) har afvist at dække. Regionsrådet har besluttet at udbetale de krav fra redderne, der er dokumenterede og berettigede, og herefter selv undersøge mulighederne for at få LG's afgørelse omgjort. Overblikket over økonomien i denne sag foreligger i næste uge.

Endelig kommer, at regionen kan forvente at modtage en andel af BIOS' konkursbo, hvilket tæller på plussiden i regnestykket.

Publiceret: 06. Januar 2017 13:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aabenraa

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere